fbpx

På det fødevareministerielle område

Entredjedels-reglen

  • Efter at der i årevis havde været en regel om, at detailhandlende fødeva-rebutikker kunne sælge til andre detailhandlende i hele Danmark uden at have en EU-autorisation, hvis blot denne handel ikke udgjorde mere end 2.500 kg om ugen og højest udgjorde 2/3 af omsætningen, fik Danmark i 2010 besked fra EU-Kommissionen om, at Danmark tolkede den EU-regel, som tilladelsen byggede på, for lempeligt. Ifølge denne regel kunne man handle som beskrevet inden for en ”region”, og den danske regering havde i den forbindelse defineret Danmark som én region i forhold til EU. Den gik ikke, lød det nu fra Kommissionen.
  • For at undgå en retssag ved EU Domstolen, ændrede Fødevareministeriet reglen således, at handelen mellem de detailhandlende fødevarebutikker kun måtte udgøre 1.500 kg om ugen og højest 1/3 af omsætningen – og kun inden for en afstand af 50 km.
  • Til gengæld indførtes en procedure, som gjorde det nemmere for slagter-butikker at blive EU-autoriseret og lidt billigere at være det m.h.t. kontrol-besøg.
  • Danske Slagtermestre protesterede i særlig grad mod kilometergrænsen. Vi fandt, at den var alt for kort til, at reglen kunne bruges i nævneværdigt omfang, og også meget kortere, end hvad EU Kommissionen ville kunne ac-ceptere. Gennem vor europæiske organisation i Bruxelles, International Butchers’ Confederation (IBC), undersøgte vi, hvordan reglen tolkes i andre EU-lande. Det viste sig at være meget forskelligt, men ingen lande opererede med en 50 km grænse. Alle havde væsentligt videre grænser. Dette fremførte vi over for daværende fødevareminister Mette Gjerskov (S) og over for fødevareordførere i Folketinget, som bl.a. kaldte ministeren i samråd i Fødevareudvalget.
  • Skønt ministeren længe afviste at forlænge afstandskravet, lod hun sig dog omsider overbevise af de andre landes anvendelse af reglen. I slutningen af oktober 2012 forlængede hun afstandskravet til 150 km – og vel at mærke i luftlinje. Dermed løste hun akutte problemer for nogle af vore medlemmer, og samtid sikrede hun angiveligt, at man overalt i Danmark kan nå ind til en af landets fem største byer, hvis man ønsker at handle med andre detailhandlende uden at skulle gennemgå den trods alt ikke helt billige og uomstændelige proces med at få en EU-autorisation.
  • Imidlertid kunne EU-Kommissionen heller ikke acceptere denne løsning. Herefter er afstandskravet atter reduceret til 50 km, idet der dog samtidig er åbnet for, at forarbejdede – men ikke ferske – fødevarer kan sælges fra detail til videresalg uden autorisation inden for egen samt en tilstødende region efter den almindelige regionsinddeling.
  • Også denne ordning er imidlertid problematisk. En fiskehandler i Nyborg kan således ikke uden videre handle med en fiskehandler i København. Men det kan en fiskehandler i Korsør, og begge kan handle med en i Odense..
  • Reglen er irriterende og har ingen fødevarefaglig legitimitet.

Salmonella, listeria m.v.

  • I perioder har fødevaredebatten været præget af historier om fund af bakterier i fødevarer eller i produktionsmiljøer. Det er diskussioner, som enten vil komme til at fylde meget i medierne fremover – eller ingenting, fordi medi-erne bliver trætte af at skrive om de mange fund, der vil blive gjort. Efter-hånden som målemetoderne bliver stadigt mere raffinerede – nu også med DNA-analyser – vil myndighederne finde stadigt mere, for der er bakterier alle vegne. Derfor er der behov for en politisk diskussion om, hvordan vi skal rea-gere på det, vi finder. Som det er nu, har fødevaremyndighederne mulighed for at lukke samtlige fødevarebutikker, restauranter, kantiner, storkøkkener m.v. Dette forhold rejser et problem i forhold til fødevaredebatten, men sandelig også i forhold til retssikkerheden.
  • Visuel kødkontrol (Delvist løst)

    • Fødevarestyrelsen har indført ”visuel kødkontrol” på slagterierne. Dette in-debærer, at dyrlægerne/tilsynsteknikerne – af hygiejniske grunde – ikke må røre ved slagtekroppene. Det kan give mening på store slagterier med automa-tisk fremføring, men ikke på de små slagtehuse, hvor det jo så kun er slagteren og hans ansatte, der må skubbe rundt med kroppene efter dyrlægens be-hov/ønsker. At slagteren gør det er hverken mere eller mindre hygiejnisk sik-kert, end at dyrlægen gør det. Blot øger det kontrollens omkostninger – og irri-tationen derved.
    • Danske Slagtermestre har rejst problemet over for bl.a. daværende fødeva-reminister Dan Jørgensen (S), som derpå iværksatte et ”nabotjek” i Tyskland, Holland og UK. Dette viste, at disse lande har en noget mere pragmatisk til-gang til disse EU-regler, end tilfældet var i Danmark. Siden har vi drøftet sagen med daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) og kan nu kon-statere, at denne lovgivning ikke længere opleves så problematisk i slagtehusene.
    • Det er dog fremdeles vor holdning, at visuel kødkontrol ikke giver nogen me-ning på de slagtehuse, som ikke har automatisk fremføring. De er faktisk hjemmel i den pågældende EU-forordning til at udsætte kravet om visuel kød-kontrol på de små slagtehuse, men Fødevarestyrelsen har ikke desto mindre sat den i værk straks. Det forstår vi ikke. Hvor mange andre lande indfører dette på de små slagtehuse?

    Fødevarekontrol i små og mellemstore virksomheder

    • For EU-autoriserede fødevarevirksomheder – med undtagelse af slagterbutik-ker – gælder ens regler og priser for den lovbestemte fødevarekontrol, uanset omsætning og størrelse i øvrigt. Det er derfor en væsentlig større økonomisk belastning for en lille produktions- eller engrosvirksomhed at få kontrolbesøg, end det er for en stor virksomhed. FødevareDanmark ønsker denne statsskabte konkurrenceforvridning udlignet, således at konkurrencen mellem små/mellemstore fødevarevirksomheder på den ene side og store virksom-heder på den anden side bliver så fair som muligt.
    • For små virksomheder bør fødevarekontrollen være gratis, lige som den er for butikkerne, når der ikke er påtaler.

    Kødkontrol på mellemstore slagterier (Delvist løst)

    • Staten yder som nævnt over finansloven et årligt tilskud på ca. 10 mio. kr. til kødkontrol på de slagtehuse, der slagter færre end 30.000 ”slagtehus-dyreenheder” pr. år. De slagterier, som slagter lidt flere end dette antal, men ikke så mange, at kødkontrollen kan benyttes optimalt som på de store slagterier, befinder sig i et meget vanskeligt mellemlag, hvor ikke mindst den offentlige, men brugerbetalte kødkontrol gør det svært for dem at klare sig i konkurrencen. Fødevarestyrelsen har erkendt, at det ikke er muligt at reducere disse slagteriers kødkontroludgifter til et konkur-rencedygtigt niveau. Ordningen betyder også, at de små slagtehuse skal være forsigtige med at komme op over 30.000 dyreenheder, da deres kød-kontroludgifter så stiger betragteligt. Dette hæmmer naturligvis væksten. En støtteordning i forlængelse af den førnævnte vil være meget nyttig – også for samfundet, da den vil fremme vækst og arbejdspladser. Et fornuf-tigt niveau kunne ligge i omegnen af (beskedne!) 2 mio. kr. årligt.
    • Emnet adresseres – også økonomisk – i den hjælpepakke for fødevarer og landbrug (”Landbrugspakken”), som fremkom ultimo 2015, da 2 mio. kr. blev afsat til kompensation årligt f.o.m. 2016 t.o.m. 2019. Dette er nu tiltrådt af Folketinget. Nu består udfordringen i at fordele disse penge ret-færdigt i et samarbejde med Fødevarestyrelsen/Kødkontrollen.

    Sporbarhed for fisk i detailhandelen

  • Det er blevet et lovkrav (fra EU), at fisk skal kunne spores fra butikken tilbage til fangststed med angivelse af såvel båd som fangstredskab. Til det formål har man oprettet sporbarhedssystemet SIF (Sporbarhed I Fiskerisektoren), som er et fælles elektronisk sporbarheds-system for hele fiskebranchen. Systemet fungerer imidlertid ikke, fordi der er uenighed mellem erhvervet og Miljø- og fødevareministeriet om finansierigen, og fordi ikke alle led i kæden indtaster alle nødvendige oplysninger. Dermed kan lovgivningskravet om sporbarhed ikke helt opfyldes.

    Situationen er godt beskrevet af Ivan Krarup Jensen, som er sekretariatschef i Danske Fiskeres Producent Organisation (DFPO), på SIF’s hjemmeside, www.sif-eu.dk. Tek-sten er dateret den 1. april 2016 og gengives her:
    ”Den 27. januar 2016 deltog repræsentanter for DSA/forarbejdningsindustrien, detail-handlen, fiskeauktioner/samlecentraler og DFPO i et stormøde i Aalborg om videreud-viklingen af SIF og den fremtidige driftsfinansiering heraf. Mødet var kommet i stand på initiativ af NaturErhvervstyrelsen, som efterfølgende blandt andet summerede følgende op:
    • Ingen havde på mødet udtrykt, at SIF-databasen ikke var en god ide
    • Problemer af teknisk/praktisk art lød som om, at de vil kunne løses
    • En løsning på betalingsproblemet forekom ikke uoverkommelig
    • DFPO som systemejer indkalder de andre parter til videre drøftelser
  • Det fremgik af mødet, at den ordinære drift forventes at beløbe sig til 1 mio. kr. årligt, og under mødet præsenteredes en model, hvor hver af de 4 nævnte grupperinger beta-ler 25% heraf. DFPO har siden mødet været i dialog med alle grupperinger, og DSA/forarbejdningsindustrien, fiskeauktioner/samlecentraler og DFPO støtter op om finansieringsmodellen, hvor hver gruppering betaler 25% under forudsætning af, at alle 4 grupperinger deltager. Detailbranchen ønsker ikke at medvirke til at finansiere SIF direkte og kan derfor ikke bakke op om modellen.
    DFPO meddelte NaturErhvervstyrelsen i starten af marts 2016, at DFPO ikke kan un-derstøtte SIF økonomisk fremadrettet som i dag efter 31. marts 2016, hvis ikke der var opnået en aftale med detailbranchen om medfinansiering af driften. Som det fremgår, er der ikke nogen aftale på plads, og DFPO kan ikke længere forsvare at bruge med-lemmernes penge på fortsat at drive SIF-projektet frem mod endelig drift. Som konse-kvens heraf har DFPO i første omgang besluttet at opsige samarbejdet med Pack & Sea 31. marts 2016. Det betyder, at det ikke længere vil være muligt at trække på Carsten Pedersen og Ole Helledie, hvad angår SIF. Det ændrer dog ikke på, at DFPO’s medlem-mer fortsat vil lande deres fisk med de sporbarhedsdata, som lovgivningen kræver.
    SIF systemet hostes og serviceres indtil videre som hidtil hos Lyngsøe A/S, og alle nu-værende muligheder og faciliteter vil indtil videre være tilgængelige. Alle fremtidige henvendelser vedrørende SIF af teknisk og praktisk karakter skal rettes til Lyngsøe A/S og betaling herfor vil være efter Lyngsøe A/S’s takster.

    I løbet af april 2016 lægges en plan for den eventuelle videre drift af det eksisterende SIF – herunder overvejes valg af betalingsmodel for at benytte SIF. Der er over årene brugt megen energi og mange penge på at udvikle og udbrede SIF som et sporbarhedsværktøj til hele branchen. Med SIF kan danske fiskeprodukter rela-tivt enkelt og standardiseret tilføres yderligere værdi i form af data. Samtidig kan alle aktører i branchen få en standardiseret mulighed for at leve op til myndighedernes krav om sporbarhed i Danmark. I forhold til eksport lå det lige for at anvende SIF til også at tilføre danske fiskeprodukter merværdi og medvirke til øget konkurrenceevne i form af dokumenteret sporbarhed. Set i lyset heraf, og da alle led fra fartøj til butik rent faktisk er enige om, at SIF er en god ide, er det beklageligt, at det ikke har været muligt at finde en fælles finansie-ringsløsning for det fælles elektronisk sporbarhedssystem SIF.”
  • linkedin

     

    SMV Fødevarer

    Poppelvej 83
    5230 Odense M
    Tlf.: 6373 0000

    Mandag-torsdag kl. 8-16 
    Fredag kl. 9-13

    Tilmeld nyhedsbrev

    logo neg